Hvorfor gå

Det er et rigtig godt spørgsmål at stille sig selv. Det at vælge at tage på vandring kan have mange forskellige årsager, og er for de flestes vedkommende en blanding af flere motiver.  Men alle der har gået længere ture er enige om hvor mange glæder der er ved at gå - og det selvom man kan blive temmelig træt og udpint.

Motiverne kan være mange: Det er hyggeligt at gå med andre, man tænker godt når man går, man tænker slet ikke når man går, man glemmer alt om arbejdet, man skal bare hjemmefra, man glæder sig til god mad og øl bagefter, kroppen skal bare ud +++. Jo der er mange motiver

Nogen vil givetvis at man skal arbejde med de motiver der giver behovet for at komme ud og gå, jeg vil nu mene at man bare skal nyde det og ikke taget det som "terapi" - medmindre da at man meget gerne vil se et fx. religiøs formål. Man kan også se det som ønsket om at leve det "enkle liv", komme tilbage til det basale i tilværelsen som træthed, mad, væske og søvn - at finde et primitivt sted at overnatte osv.

Man kan bringe sig selv i "krise" ved at gå langt eller udfordrende. De fleste der går sammen med andre har givetvis oplevet at der pludselig bliver helt stille, at ingen siger noget og der ikke har været sagt et ord i flere minutter. Det er faktisk ikke så tosset og ganske udmærket på den måde at lukke sig inde i sig selv. Krisen kan så komme når man har gået rigtig meget, eller bare steget fx. 500 højdemeter på kort tid.

Når man udsætter sig selv for store fysiske anstrengelser, tvinges bevidstheden til at være totalt til stede i nuet. Kroppen udmattes så meget, at det normale mentale apparat slår fra og giver plads til ekstra nærvær i øjeblikket. Man er blot til stede i nuet. Dette er en anden gevinst ved at tage på en lang og "grum" vandring.

Så er der jo også de helt indlysende grunde: At færdes i naturen, at have det hyggeligt, at møde andre vandre osv.


Kurt

Denne side er sidst redigeret: 21. januar 2011 18:36