Hardangervidda

Hardangervidda

Ralf Schultz

Nogle vil måske mene at der er en lille smule små-sygt at tage på vandretur til Norge i november måned, men ikke desto mindre, var det hvad vi havde tænkt os at gennemføre.
Inden afgangen lørdag d. 6/11-1999, havde gået en del research, med hensyn til havodan vejret ville være deroppe på det tidspunkt, internettet blev finkæmmet, men ingen interssante klimaoplysninger var umiddelbart at finde. Vi prøvede også at ringe til nogle af de hytter der lå i området, men de var alle lukket, idet november er temmeligt meget uden for sæsongen.
Vores redning blev en af min mor´s veninner som var normand, hun kunne komme med tilstrækkelige klimatiske oplysninger til at vi turde tage afsted, med en rimelig sikkerhed for ikke at komme til at vade igennem meterhøje snedriver.

Lørdag d. 6/11-1999

Vi havde valgt at splitte rejsen derop op i 2 etaper, for at få en chance for at komme derop mendes det er lyst. Derfor havde vi planlagt en “mellemlanding” i min fars sommerhus i sverige, på den måde kunne det lade sig gøre at være fremme i ordenlig tid uden at skulle stå op klokken 4 om morgenen.
Vi tog afsted 21:30, med håb om at være ved hytten omkring klokken 00:00, så vi kunne fortsætte derfra klokken 06:00 den næste morgen. Men som altid når jeg planlægger noget sker der noget andet, for på trods af at scandlines sejler 3 gange i timen, mellem Helsingør og Helsingborg og der denne aften var ca. 20 biler og et par busser der skulle med over, blev vi sprunget over 2 afgange, da der kun var en mand til både at dirregere folk af den ene færge samtidigt med at han skulle have folk på den anden. Så vi var først fremme ved 01:00 tiden.

Søndag d. 7/11-1999

Der var afgang mod Norge klokken 07:45, turen derop var ganske uinteressant, bortset fra da vi kom til grænsen mellem Sverige og Norge. Her blev vi stoppet af en nysgerrig Norsk tolder, som gerne ville høre lidt om hvad sådan to unge mennesker som os ville i Norge, lang tid uden for nogen normal ferieperiode. Og når man stiller et spørgsmål, så må man jo forvente at få et svar, men da jeg sagde at vi var på vej til Hardangervidda, kiggede han meget mistroisk på mig og Jesper, men efter at have kigget lidt på hvad vi havde med og og hør lidt om hvilke planer vi havde, fik vi lov til at køre videre med ønsket om en god tur.
Vi var fremme ved Solheimstulen klokken 15:30. Her holdt 4 andre norske biler. hvilket gjorde os lidt opstemte, for så var vi da ikke de eneste der var taget på vandretur på denne tid af året, men glæden var kort, da der ca 10 minutter efter kom en håndfuld nordmænd tilbage fra aftentur, satte sig ind i bilerne og kørte væk.
Vi fik pakket sammen og kom afsted, temperaturen var hastigt faldende, hvilket kom til udtryk i at der kom rim på ydersiden af mine strikkevanter.
Det var begyndt at blive mørkt, så vi begyndte at kigge os om efter et sted at slå teltet op. Det var dog lettere sagt end gjort, at finde et sted til teltet, da det lige pludseligt var blevet meget mørkt, og vi befandt os midt i et meget vådt område. Til sidst fandt vi dog et sted, og fik med en del besvær slået teltet op, for nok havde vi prøvet at slå det op inden vi tog afsted, men ikke i 5 graders frost, mørke og med vanter på, men op kom det da.
Vi skulle heldigvis ikke til at lave mad, da vi havde spist på vejen, så vi gik mere eller mindre direkte i poserne, ved 20 tiden.

Mandag den 7/11-1999

Om morgenen var det lidt svært at komme ud af poserne, men på trods af sne og kulde lykkedes det dog. Vi var begge godt gående, og var snart ved Ulvelilegret, på grund af den sene opstandelse valgte vi at spise frokost her, inden vi fortsatte. Fra Ulvelilegret tog vi en kompaskurs over mod Fageskard, dette var en ganske smuk tur, specielt da solen skinnede på os. Da vi var kommet gennem Fageskard, og på vej ned i Grotdalen, kom der andre boller på suppen, da vi var kommet ind i skyggen. Det var blevet noget mere besværligt at komme frem, da der til tider lå temmelig meget nysne, som man sank dybt ned i, og temperaturen var også faldet mærkbart. Jo længere vi kom ned i dalen, jo mere blæste det, så vi fandt snart et sted at slå teltet op, før vi kom ud på alt for åbent land.

Jeg skulle hilse og sige at det ikke er nemt at finde et sted til teltet, når der ligger ca 15 cm. sne og dækker over ujævnhederne. Men til sidst lykkedes det, temperaturen var endnu ikke faldet til under 0 grader, så vi benyttede tø vejret til at rulle snebolde til at sikre teltpløkkerne med, og et lille læhegn og et køkken blev det da også til.

Tirsdag d. 8/11-1999

Natten havde været meget kold og blæsende, jeg havde vågnet flere gange, og uroligt studeret hvordan vinden ruskede i teltet. Men det holdt da heldigvis, der var dog et par pløkker der var blevet revet op, men teltet var da blevet stående, hvor vi satte det op. Man finder også hurtigt ud af, at en tur på denne årstid, stiller en overfor nogle ganske andre udfordringer, end man er vandt til. Bl.a. kan det være lidt af en udfordring, at nå at spise sin mad inden den bliver kold, det er også lidt af en barirer at overvinde, når man skal have sine bundfrossen støvler på.

Dagens tur gik til Heinseter, en umanerlig flot tur, hvor vi fik taget en masse flotte billeder, af snedækkede tinder, med blå himmel i baggrunden, næsten ligesom i Himmalaya. Men ak lysmålingen i et almindeligt lommekamera, sakker desværre langt bagud, i forhold til det menneskelige øje, men flot det var det altså!
Meget af turen foregik under trægrænsen, i et til tider ret sumpet område, hvilket ikke ligefrem gjorde det let at komme frem. På et tidspunkt skulle vi også krydse en å, under normale omstændigheder, ville det ikke have været den store udfordring, men på grund af den lave temperatur, var der ikke nogen af os der havde lyst til at smide sko og sokker, for at komme over. Men efter modne overvejelser, og nøje ruteplanlægning, lykkedes det os dog at komme over tørskoet.

Vi nåede Heinseter, lige som det begyndte at blive mørkt, så det må siges at være ganske god timing. Det var begyndt at blæse temmelilg meget igen, så vi besluttede at slå teltet op i læ af hytten. Vi regnede ikke med at der ville komme nogle i løbet af natten og brokke sig over, at vi havde slået telt op, mindre end 150 m. fra et hus, og det gjorde der da heller ikke.

Onsdag d. 9/11-1999

Det havde været meget koldt denne nat, da vi stod op viste termometret på hytten -5 grader, og alt var dækket med rim og is, også inde i teltet. Jesper brugte en halv time på at få hand støvler på, fordi de var dybfrosne, og han måtte sidde og gnide på dem, for at de kunne tø op.
Der var efterhånden også kommet så meget is på indersiden af min drikkeflaske, at den var reduceret til halv kapacitet. Jeg er udmærket godt klar over at man med fordel kan putte den ned i fodenden af sin sovepose, men jeg skulle hilse og sige at det der edderøvre et koldt at få sådan en isklump ned i fodenden. Efter morgen ritualerne var fuldført, begik vi os afsted. Solopgangen var umanerlig flot denne morgen, og den lagde stilen rent vejrmissægt resten af dagen.

Vi var begge efterhånden ganske godt gående, så det gik ganske godt derudaf. Stien var stort set dækket af sne, men der var spor efter et eller andet dyr, som var ganske godt klar over, hvor stien befandt sig. Men på et tidspunkt forsvandt sporende, og stien blev meget svær at finde, ja faktisk forsvandt den helt, og man kan på en måde sige at vi var gået forkert. Dette var der dog ingen af os der opfattede som nogen katastrofe, da begge var enige om at det var turens suverænt flotteste sceneri, vi befandt os i.

Efter lidt kiggen kort og en times tid, var vi igen inde på rette vej, terrænet var meget sumpet, men frosten havde gjort at der var en hård skorpe, som man kunne gå på. Dog var det ikke alle steder isen kunne bære, dette erfarede vi en del gange, dog uden den helt store katastrofe til følge. Vejret var utroligt klart, og man kunne se utroligt langt, da vi befandt os på en kæmpe slette, omgivet at sne dækkede fjelde, det var næsten som at være i eventyrland.
Resten af dagen, kan vel nærmest nærmest betegne som flot, men hen på eftermiddagen var vi efterhånden blevet “mætte” og temmelig trætte. Så det var rart da vi endeligt kom til det skilt, som betød at der kun var en time til vi var fremme, det var bare lidt af en nedtur, da vi en halv time efter kom til det rigtige skilt, men der var jo kun en vej, og det var frem.
Da vi kom til hytten forsøgte vi at slå teltet op, men vi opgav af flere årsager, bl.a. var jorden alt for hård til at vi kunne få pløkkerne i, og fristelsen ved at sove med tag over hovedet på toilettet var for stor. Så vi fik rigget til inde på toilettet, og efter aftensmaden, smeltede jeg sne til at få vasket hår, da det efterhånden var begyndt at klø temmelig meget.

Torsdag d. 10/11-1999

Da vi stod op om morgenen, var temperaturen steget, til lidt over frysepunktet. Vi kom hurtigt ud af klappen, da vi undgik telt kaosset, vi var efterhånden også begyndt at kunne se en ende på turen, idet vi planlagde at sove i Ulvelilægeret, som jo trods alt var en rigtig hytte, og derefter havde vi ca. 3 timers vandring til bilen, men først på dagsorden, var at komme til Ulvelilægeret.
Det var blevet enormt tåget, så det var om at kigge godt efter varderne, så man ikke missede en ved et uheld. Tågen blev liggende til omkring middagstid, og den blev afløst af det lækreste solskin.
Omgivelserne var dog ikke det lækreste, da vi meget af dagen gik i et meget vådt område, hvor sporten var at hoppe fra sten til sten, for ikke at komme til at ligne nogle der havde deltaget i mudderboksning, men vi klarede begge frisag, med hensyn til våde sokker. Frokosten blev indtaget i noget der mest af alt mindede om forår, men det at vi skulle hakke hul på isen for at komme ned til vandet, var en lille reminder om årstiden.
Efter en meget flot eftermiddag, nåede vi Ulvelilægeret lige inden det blev mørkt, på vejen havde vi brugt en halv times tid på at forcere en vandløb, og en telefonopringning, var det også blevet til, da vi efterhånden var kommet så langt ud fra rækkevidde, at man kunne se noget af den dal, hvor Solheimstulen lå i.
Om aftenen da vi havde fået mad og sad og snakkede, forsøgte vi med lidt alternativ brug af en MSR benzinbrænder, som indsats i en brændeovn, lidt alla et oliefyr, for at få varmet hytten op. Men det blev aldrig helt den susces vi havde håbet på, og så kan en sådan brænde lave en ganske enerverende larm.

Fredag d. 11/11-1999

Dagen idag var ganske uinteressant, sådan rent oplevelsesrig, vejret gentog sig endnu engang, tåge om morgenen som lettede lidt op af formiddagen. Vores eneste mål idag, var at komme ned til bilen, og så hurtigst muligt komme til Danmark igen. Vi havde også fået ganske god fart på, på trods af at jeg var begyndt at få kvaler med min ene hæl, men klokken 11:00 var vi ved bilen, som til alt held holdt der endnu.

Klokken 22:00 var vi hjemme i København, en anderledes oplevelse rigere.

Når man så sidder og kigger tilbage på en tur som denne, og har fået det hele lidt på afstand, så er det lidt med blandede følelser. For nok var turen fed, men lige så flot det var om dagen, lige så meget røv var det om aftenen og om natten, når det var koldt og mørkt. Og det med at slå telt på, lave mad, stå op, pakke sammen etc. i mørke, er ikke det fedeste, specielt når man ikke har nogen pandelampe. (det har jeg nu)
Og til spørgsmålet om jeg ville gøre det igen, så ville jeg ikke være et sekund i tvivl, om at tage afsted, specielt nu da man har prøvet det, og kender lidt til forholdene på den årstid, så man kan tage de rette forholdsregler og planlægge ordentligt.