Pennine Way
Pennine Way
Forfatter: Torben Munkholm
Onsdag 29.maj
Pennine Way er en af de længste og ældste vandreruter i England. Opkaldt efter bjergryggen Penninerne,
der strækker sig fra midt i Peak District, gennem North Yorkshire Dales og videre gennem
Northumberland National Park og helt ind i Skotland. I alt 429 km vandresti.
For uindviede i engelsk geografi ligger Peak District midt i mellem Manchester og Sheffield. Vi tog da også et fly til Manchester og derfra ca. en time med regionaltog mod øst til Edale, der var startpunktet for turen.
Vi overnattede på B&B i Ollerbrook Barn lidt uden for byen. Edale ligger i Hope Valley, en meget smuk dal med masser af græssende får, græsklædte bakker, gamle træer og en by med typiske, relativt små, nordengelske stenhuse med skifertag og romantiske små haver. Pubben ligger lige over for skolen, der har et lille klokketårn på taget. Vi fik en gang kedelig engelsk aftensmad, men øllet er godt, rigeligt og billigt. Billede nedenfor er fra et af de fantastiske huse i Edale
Og sikken stemning!
Torsdag 30.maj
Næste morgen var det af sted på stien, der ikke er specielt godt afmærket, i hvert fald ikke alle steder, skulle det vise sig. Yorkshire er jo kendt for sine ”moors”, dem kom vi også forbi og igennem, men Penninerne er også bjergrygge op til mere end 800 meters højde. I starten gik vi i et meget afvekslende og smukt landskab, men snart begyndte terrænet at stige mere og mere, og skulle vi følge stien, måtte vi over et plateau ca. 600 m.o.h. Skov, mose og marker blev afløst af sten og klipper, og afmærkningen af ruten skete nu ved varder, der stod med længere og længere afstand. Vi fulgte dem så godt vi kunne, men lagde ikke rigtig mærke til at vejret havde skiftet. Fra solskin, moderat vind og varme til overskyet, blæsende og begyndende regn og kulde. Og det blev værre jo længere vi steg op. Da vi nåede op på plateauet, gik vi ind i de lavthængende skyer og mistede orienteringen. Sigtbarheden var højst 25 m, det regnede kraftigt, det blæste meget, det var umuligt at skelne varder fra klipper, hvis man da overhovedet kunne se dem. Vi slog os ammen med 2 vandrere fra Californien, der også var på vildspor, men vi mistede hurtigt kontakten til dem, de forsvandt simpelthen i tågen. Da en af os så ovenikøbet kom for langt bagud, var det ved at gå rigtig galt. Vi kunne ikke se ham, så vi var nødt til dele os, én gik tilbage,og resten ventede – og frøs. Og der gik lang tid. Men endelig kom de. Redningen blev én af de lokale, der tilfældigvis kom forbi. Han viste os vejen til et sted, hvor det var muligt at stige ned fra plateauet, en græsklædt skråning, som vi kunne gå eller rutsje ned ad. Da vi var 100 m nede ad skråningen blev regn, tåge og blæst pludselig afløst af solskin og behagelig varme. Et plateau, der ikke syner af særlig meget, kan altså godt give nogle ubehagelige overraskelser, som man helst vil være foruden. Vejrudsigter og råd fra de lokale er værd at lytte til. Og det vidste vi jo godt. Vi gik i gang med madpakken med en helikopter snurrende omkring os. Vi var lige ved at tro at det gjaldt
os, men det viste sig at være en anden turist, der havde forstuvet en fod. Dagsturen viste sig at være for lang, vi skulle til Crowden og overnatte på Oldhouse i Longdendale Valley, så vi brød af fra ruten, gik til den nærmeste lille by og tog en taxi.
Aftensmaden fik vi på pubben i den nærmeste lille by. Der er man altid sikker på dårlig mad, god øl og venlige mennesker.
Fredag 31.maj
Den engelske breakfast er spiselig, det er også nødvendig når man skal vandre. Op og af sted mod
Standedge, der kun er et stednavn, der er ingen by, så vi måtte forlade stien for at overnatte i Diggle, en lille by et par kilometer fra ruten. Dagsturen bød på hedestrækninger, græsbevoksede bakker, dog ingen i højde med den første dags strabadser, større og mindre bække, moser, bl.a. Marsden Moor, samt en del reservoirer af en anseelig størrelse. De var af ældre dato, men forsynede stadig de store byer i området, først og fremmest Manchester, med drikkevand. Nogle ganske få gange krydsede vi asfalterede regionale veje, en enkelt gang en bro over en motorvej.
Peak District har bevaret store områder ubeboet med henblik på bevarelse af den oprindelige natur og til fremme af rekreative formål. Men der er mange spor af en tidlig industrialisering, der tog sin begyndelse i 1600-tallet. I de små byer kan man finde møller der har produceret energi til produktionen af klæde og i Diggle, hvor vi overnattede, er der bevaret en kanal, der blev brugt til transport af uld fra landområderne ind til spinderierne i Manchester. I Diggle forsvinder kanalen ind i bakkerne, og dukker først op igen på den anden side efter 6-7 kilometer i mørket.
Vi overnattede på B&B Diglea i Diggle, det var lidt lurvet og beskidt. Aftensmaden indtog vi på pubben lige i nærheden. Der var nye ejere, der godt kunne skænke et glas øl, men mad havde de ikke meget forstand på. De andre pubber vi besøgte kunne dog servere dårlig mad med en vis professionalisme.
Lørdag 1.juni
Den sidste vandredag går til Hebden Bridge, en lidt større by ca. 25 km vandring fra Standedge.
Landskabet flader nu ud, Vi går over store flade hedeområder , moser med udlagte træbroer til vandrerne, reservoirer, enkelte plateauer. Efterhånden som vi nærmer os byen, bliver det flade landskab afløst af marker adskilt af stendiger, spredte gårde, små landsbyer, mere trafik og mennesker. Vi er på vej ud af Peak District.
Hebden Bridge viser at være en hyggelig lidt større by, der ligger og klemmer sig ind i bakkerne ved en lille flod. Der er en livlig hovedgade og flere spisesteder og pubber. Det virker som om byen er mere velstående og turistpræget end andre vi er kommet igennem. Det er sandsynligvis fordi storbyen reelt ikke er ret langt væk. Togturen fra Hebden Bridge til Manchester tager under 1 time.
Angeldale Guest House, som vi bor på, er en gammel villa inde midt i byen. Her er rent og pænt med lyse værelser og en fælles opholdsstue og værterne er venlige og vil gerne snakke. En dejlig afslutning på vandringen.
Søndag 2.juni
Vi har tid til overs, så vi beslutter at besøge Haworth, der ligger ca. 20 km fra Hebden Bridge. Her ligger Brönte Parsonage Museum. Museet er oprettet til minde om de verdensberømte Brönte søstre, der boede i præstegården med deres far i første halvdel af 19.årh. Moderen døde tidligt, så kom en moster ind i huset, hun døde også, og, alle 6 børn døde i en tidlig alder så det endte med at faderen sad alene tilbage. Mest kendt er de tre søstre Emily, Charlotte og Anne. Mest kendt er nok ”Wuthering Heights” (Emily) og ”Jane Eyre”(Charlotte). Museet giver et fremragende indblik i livet på præstegården i 1800-tallet. Bøgerne beskrivelser af den vilde natur med moser og øde bakker i kulde og mørke, kan man meget nemt forestille sig når man lige har vandret igennem det samme landskab.
Efter museet gik vi op ad bakken for at se kirken, eller rettere de 2 kirker. En nyere og en gammel kirke, der lå i ruiner. Kirkegården var delt i 2, en gammel afdeling inden for stengærdet, og en ny, anlagt på marken ved siden af. Der var mange grave, og helt tilfældigt støder vi på endnu en forfatter. Her ligger Sylvia Plath Hughes, der skrev ”The Bell Jar” (Glasklokken). Hun begik selvmord i 1963. På gravstenen står ”Even Amidst Fierce Flames The Golden Lotus can be Planted”.
Tilbage i Hebden Bridge melder sulten sig, og belært af erfaringen med nordengelsk madkultur griber vi straks chancen, da vi ser et pizzeria i en af gaderne. Selvfølgelig skal der øl til, men det bliver italiensk denne gang. Vi slutter af med at se Champions League finalen på et musiksted, der i dagens anledning var indrettet til TV-biograf.
Mandag 3.juni
Næste morgen er det tilbage til Manchester med toget. Vier nødt til at overnatte i byen på et hotel med værelser af en størrelse, så man nærmest skal skrue sig ned i sengen. Men det går da. Næste dag op og af sted til lufthavnen.